Myndighedernes anbefalinger

Aktuel information om covid-19

Her kan du læse om smitte, test og myndighedernes anbefalinger, som skal hjælpe til at passe på de mest sårbare i samfundet.

  • Smitten stiger

    Sundhedsstyrelsen: Husk de fem smitteforebyggende råd

Hvis du er smittet med covid-19

Hvis du føler dig syg, anbefales du at blive hjemme, indtil du er rask igen, så du ikke smitter andre. Hvis du er testet positiv for covid-19 men ikke føler dig syg, behøver du ikke at blive hjemme.

Sundhedsstyrelsens generelle råd om at blive hjemme, hvis du er syg, indebærer:

Det anbefales som et generelt råd at blive hjemme, når man er syg med symptomer på smitsom sygdom, indtil man er rask. Derved kan man undgå, at andre i omgangskredsen smittes med både covid-19 og andre smitsomme sygdomme, fx influenza.

Hvis du er ældre, gravid, eller kronisk syg, kan du være i målgruppen for tidlig tabletbehandling.

Se her, om du kan få tabletbehandling

Symptomer på covid-19 er fx feber, tør hoste, hovedpine, muskelsmerter, ondt i halsen, kvalme, træthed, stoppet næse, løbenæse og tab af smags- og/eller lugtesans.

Hvis du får symptomer på covid-19 (sst.dk)

Covid-19 smitter på samme måde som bl.a. forkølelse og influenza ved at virus overføres fra luftvejene hos en person, der er smittet, og til en anden persons luftveje eller slimhinder enten direkte eller gennem kontaktsmitte. Du smitter mest, hvis du har symptomer, men du kan også smitte andre, selvom du ikke har symptomer.

Sådan smitter covid-19 (sst.dk)

Hvem bør testes for covid-19?

Der er ikke længere anbefaling for test for størstedelen af befolkningen. Det offentlige testtilbud lukkede den 1. april 2023.

Sundhedsstyrelsen anbefaler dog test, hvis du eksempelvis er i risiko for at blive alvorligt syg af covid-19, og et testsvar kan have betydning for en eventuel behandling.

  • Du har symptomer på covid-19 og føler dig syg, og du samtidig er 65 år eller ældre, eller hvis du af andre årsager er i øget risiko for alvorligt forløb med covid-19 - det gælder også hvis du er gravid. Du kan i så fald tage en selvtest eller kontakte din læge.
  • Du har kontaktet en læge på grund af sygdom, og lægen vurderer, der er behov for at vide, hvad der er årsag til symptomerne.
  • Tal med din læge hvis du er i tvivl om, hvorvidt du bør testes, eller hvis du er bekymret.

Hvornår anbefales test for covid-19? (sst.dk)

PCR-test

PCR er en meget følsom testmetode, der påviser ny coronavirus' RNA. Den kan også påvise, om du er smittet med en virusvariant. Testen foretages ved en podning i halsen og giver det mest sikre testsvar. Det er lægen, som afgør, om du kan blive PCR-testet.

Hurtigtest, herunder selvtest

En hurtigtest (også kaldet bl.a. antigentest, kviktest eller lyntest samt selvtest eller hjemmetest) registrerer virusproteiner i en prøve ved hjælp af en kemisk test. Hurtigtesten er mindre følsom end PCR-testen, og giver derfor ikke et lige så sikkert svar. Til gengæld får man svar efter ca. 15-30 minutter.

Vaccination

1. oktober kan man igen blive vaccineret mod influenza og covid-19. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bliver vaccineret, hvis man er fyldt 65 år eller er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb.

Langt de fleste yngre personer får et mildt forløb, hvis de får influenza eller covid-19. Der er dog en række sygdomme og tilstande som øger risikoen for at få et alvorligt sygdomsforløb, fx kronisk lungesygdom, svært nedsat immunforsvar eller graviditet.

Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination til følgende personer:

  • Personer på 65 år og derover
  • Personer under 65 år med kronisk sygdom (se liste længere nede)
  • Svært overvægtige og gravide i 2. og 3. trimester
  • Personer med andre alvorlige sygdomme eller tilstande, som ifølge lægens vurdering medfører, at influenza eller covid-19 udgør en alvorlig sundhedsrisiko
  • Personer i samme husstand som personer med medfødt eller erhvervet immundefekt eller børn i øget risiko for alvorlig influenza eller covid-19

Læs mere om planerne for efterårets vaccinationsprogram her:

Disse personer anbefales vaccination (sst.dk)

  • Personer med kronisk sygdom, herunder:
    • Personer med kroniske lungesygdomme
    • Personer med hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret, velreguleret forhøjet blodtryk)
    • Personer med diabetes 1 eller 2 (sukkersyge)
    • Personer med medfødt eller erhvervet immundefekt, fx personer med immunglobulindefekter, organ- eller stamcelletransplantation, kræft i behandling med kemoterapi eller personer i anden immundæmpende behandling
    • Personer med påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
    • Personer med kronisk lever- eller nyresygdom
    • Personer med andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza eller covid-19 udgør en alvorlig sundhedsrisiko, fx personer med alvorlig reumatologisk sygdom, alvorlig neurologisk sygdom, korttarmssyndrom
  • Personer med svær overvægt (BMI>35)
  • Personer med andre alvorlige sygdomme eller tilstande, som ifølge lægens vurdering medfører, at influenza eller covid-19 udgør en alvorlig sundhedsrisiko, fx personer med svær psykisk lidelse, Downs syndrom eller svært misbrug
  • Gravide i 2. eller 3. trimester
  • Personer i samme husstand som personer med medfødt eller erhvervet immundefekt eller børn i øget risiko for alvorlig influenza eller covid-19

Læs mere her:

Hvem får tilbudt vaccination (sst.dk)

Du kan blive vaccineret fra den 1. oktober 2023 til og med den 15. januar 2024.

Du kan blive vaccineret på regionale vaccinationssteder, som ligger mange steder rundt i landet. Du kan også blive vaccineret på udvalgte apoteker.

Du bestiller tid på www.vacciner.dk. Her kan du finde det sted og den tid, der passer dig bedst.

Hvis du har brug for hjælp til at bestille tid til vaccination, kan du kontakte din region:

For beboere på plejehjem er der et særligt vaccinationstilbud, da de kan blive vaccineret på deres plejehjem.

Du kan trygt blive vaccineret mod influenza og covid-19 på samme tid. Man må dog ikke blande vaccinerne i samme sprøjte, så du skal have 2 stik.

Hvis du har feber på 38 grader eller derover eller har en akut alvorlig infektion som fx lungebetændelse, så skal du vente med at blive vaccineret. Du kan godt blive vaccineret, hvis du har let temperaturstigning eller er forkølet.

Læs mere om vaccination hos Sundhedsstyrelsen

Hvis du er 65 år og derover, får du en invitation i din Digital Post. Du kan se din Digital Post på borger.dk, e-Boks og mit.dk. Hvis du er fritaget for Digital Post, får du en invitation med posten.

Hvis du er under 65 år, men har en sygdom eller tilstand, som gør, at du bliver anbefalet vaccination får du ikke en invitation. Du skal i stedet gå direkte ind på www.vacciner.dk, hvor du har mulighed for at bestille tid på baggrund af en tro- og love erklæring.

Ja, det kan du. Men den statslige egenbetalingsordning for covid-19-vacciner, som blev etableret som et ekstraordinært tilbud i 2022, er lukket.

Ordningen blev etableret, fordi der ikke var vacciner tilgængelige på det private marked, og fordi Danmark havde et overskud af vacciner indkøbt til det offentlige vaccinationsprogram.

Da borgerne fremover kan købe en vaccine på det private marked, lukker ordningen.

Læs mere om køb af vaccine hos Indenrigs- og Sundhedsministeriet her: Den statslige egenbetalingsordning for Covid-19-vacciner lukker, men borgere kan fremover købe en vaccine på det private marked (sum.dk)

Skal du rejse?

Hvis du skal rejse, bør du undersøge eventuelle indrejsekrav mm. i det eller de lande, du rejser til. Brug denne tjekliste, hvor du også finder information om dokumentation for vaccination og test.

Rejser


Generelle råd til at forebygge smitte

Det bedste, du kan gøre for at forebygge smitte, er at følge Sundhedsstyrelsens generelle råd:

  1. Bliv hjemme, hvis du er syg
  2. Luft ud og skab gennemtræk
  3. Vask dine hænder eller brug håndsprit
  4. Gør rent, særligt overflader som mange rører ved
  5. Host eller nys i ærmet

Generelle råd til at forebygge smitte (sst.dk)

Personer i øget risiko

Nogle ældre og sårbare borgere kan blive så syge af covid-19, at de får behov for indlæggelse. Derfor er det fortsat vigtigt at passe på de udsatte.

Læs mere om, hvem der er i øget risiko, behandlingsmuligheder, hvordan du skal forholde dig samt gode råd til pårørende mm.

Personer i øget risiko

Her anbefales mundbind

Personer med symptomer på luftvejsinfektioner anbefales at bære mundbind i sundhedsvæsenet. 

Hav også mundbindet på, når du transporterer dig til læge eller sygehus.

Brug af mundbind (sst.dk)

Nyheder

Indlæs flere

Er du i målgruppen for tidlig behandling?

Er du smittet med covid-19, har du symptomer, og er du i øget risiko for at blive alvorligt syg?

Så er du muligvis i målgruppen for tidlig behandling, som kan nedsætte risikoen for et alvorligt forløb med covid-19.

Det er en læge, som vurderer, om du er i målgruppen for tidlig behandling. Behandlingen skal gives hurtigst muligt efter du har fået symptomer, derfor er det vigtigt, at du kontakter egen læge, så snart du er testet positiv.

Opfylder du disse fire kriterier, er du muligvis i målgruppen for tidlig behandling:

  1. Positiv test for ny coronavirus
    Det kan være en positiv PCR-test, hurtigtest eller selvtest.
  2. Betydelige symptomer på covid-19
    Det er feber, vedvarende hoste og problemer med at trække vejret, hvor du føler dig syg.
  3. I øget risiko for alvorligt forløb med covid-19 i en af følgende grupper:
    • Personer i alderen 80 år eller ældre: Uanset om du er frisk eller har kroniske sygdomme
    • Personer i alderen 65-79 år: Mange friske og raske personer i aldersgruppen er ikke i øget risiko, men har du fx kroniske sygdomme eller mental og fysisk svækkelse m.v., så kan du være i øget risiko. Høj alder øger risikoen for et alvorligt sygdomsforløb.
    • Personer under 65 år: Meget få er i øget risiko, men personer i aldersgruppen med visse kroniske sygdomme, svært kontrollerbare kroniske sygdomme, overvægt med BMI på 35 eller over, og/eller nedsat immunforsvar menes at være i øget risiko.
    • Visse børn og unge med kronisk sygdom: De børn og unge, som kan have en øget risiko, er typisk børn med svært nedsat immunforsvar eller andre alvorlige kroniske tilstande.
    • Beboere i plejebolig
      Beboere i plejeboliger er i øget risiko, da de ofte er ældre og har kroniske sygdomme, dårlig funktionsevne og skrøbeligt helbred.
    • Gravide
      Gravide er i øget risiko ud fra et hensyn til både den gravide og det ufødte barn.
  4. Lægefaglig vurdering
    Din læge har vurderet, at behandlingen er sikker for dig.

Læs mere om tidlig behandling af covid-19 (sst.dk)

Har du behov for vejledning kan du ringe til Smitteopsporingen på 32 32 05 11.

Senfølger

Størstedelen af de personer, som har haft covid-19, bliver raske igen uden behandling og kan vende tilbage til en normal hverdag igen, selvom det kan tage noget tid. En del kan dog opleve symptomer i længere tid.

Senfølger er af WHO defineret som mindst et symptom, der bliver ved over to måneder efter en infektion med covid-19, og som ikke kan forklares med andre diagnoser.

  • Åndenød og hoste
  • Brystsmerter, trykken for brystet og hjertebanken
  • Træthed og feber
  • Kognitive problemer som koncentrations- og hukommelsesbesvær, hovedpine, søvnforstyrrelser, perifer neuropati (nedsat/ændret følesans), svimmelhed og delir (forvirringstilstand som oftere ses hos ældre)
  • Mavesmerter, kvalme, diarre, anoreksi/nedsat appetit (hos ældre)
  • Led- og muskelsmerter
  • Symptomer på depression og angst
  • Tab af smags-/lugtesans, tinnitus, ørepine, ondt i halsen, svimmelhed
  • Hududslæt

Senfølger efter covid-19 (sst.dk)