Rammerne for børnenes tilbagevenden til skole

Pressebriefing 21. december 2021

Smittetallene er stadig stigende grundet Omikron-varianten, men planen er forsat, at børnene skal tilbage i skolen den 5. januar. Skolerne er i fuld gang med forberedelserne.

Den 5. januar skal børnene tilbage i skole igen. Sådan lød meldingen på dagens pressebriefing. Det er selvfølgelig ikke muligt at give faste garantier under en pandemi, men situationen er en anden end sidste år. Vaccinerne gør en kæmpe forskel. Og det er sundhedsmyndighedernes overbevisning, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at lade børnene komme tilbage.

Skolerne i gang med forberedelser

Over hele landet er forberedelserne i gang for at sikre, at børnene kan komme tilbage under trygge forhold. Personalet gør en kæmpe indsats for at skabe gode og trygge rammer. Der vil være fokus på hygiejne og afstand.

Derudover er det vigtigt, at flere børn bliver vaccineret. Endvidere skal eleverne og lærere screeningstestes to gange om ugen – det gælder alle uanset vaccinationsstatus. Undervisningen skal foregå i stamklasserne, og så opfordres der til, at der ikke afholdes sociale arrangementer.

Test

Der er i første omgang indkøbt otte millioner selvtest, der nu skal sendes ud til alle landets kommuner. Det er dog forskelligt, hvordan kommunerne vælger at uddele test. Det er en stor logistisk udfordring.

Derfor vil det være skolerne, som melder ud på Aula, hvordan forældrene skal afhente test. Forældre bedes om ikke at ringe til skolerne, men opfordres til at holde øje med Aula.

Nødpasning

Der er nødpasning i dagtilbud, men det forventes, at færre vil bruge tilbuddet hen over jul og nytår. På pressebriefingen blev der givet en stor tak til personalet for deres indsats i både dagtilbud og skoler den seneste tid. Også i dagtilbuddene er der nye krav bl.a. mundbind og visir for forældre og besøgende.
Samtidig skal børnene holdes på egne stuer i så stort et omfang, det er muligt.

Fra 5. januar opfordres de ansatte på landets dagtilbud til også at blive testet to gange om ugen. Der er indført mulighed for, at personalet kan bære visir.

Opfordring til vaccination

Der lød på pressebriefingen en opfordring til, at forældrene får deres børn vaccineret i løbet af juleferie. Håbet er, at mange vil tilvælge vaccinen. Børnene har brug for fællesskabet i klassen for at trives. Nedlukninger er ikke godt for børnene. Men det er ikke muligt med åbne skoler og mange børn, der ikke er vaccinerede. Ambitionen skal altid være, at børnene skal i skole sammen. Fælleskabet i skolen med børn og lærere er vigtigt.

Sikre vacciner

Skolerne har været præget af rigtig meget smitte med konsekvenser for børnene og deres forældre. Man har gjort meget på skolerne for at undgå smitte, men det har ikke været nok. Men nu har vi vaccinerne. Og det er afgørende at få vaccineret børnene, så de kan komme i skole efter nytår. Med vaccinerne kan både børn og voksne få en mere normal hverdag. Vacciner kan lægge en dæmper på smitten. Og det kan beskytte mod, at børn giver smitten videre.

Til de forældre som er bekymrede for vaccinen, så lyder det fra Sundhedsstyrelsen, at man kan være tryg ved at lade sine børn vaccinere med den. Når vi anbefaler vaccination af børn, har vi en høj tærskel for sikkerheden af vaccinen. Der er meget milde bivirkninger ved vaccinen, som bruges til børnene. Og der bliver taget rigtig godt hånd om børnene ude i vaccinationscentrene, hvis man er lidt utryg.

Smitten blandt børn

Der er langt flere smitteudbrud på skoler i år sammenlignet med sidste år. Og med Omikrons indtog vil smitten stige i den kommende tid. Der er en stor udfordring foran os. Det er derfor vigtigt, at der bliver testet på skolerne, og at børnene får vaccinen. Det vil være med til at sørge for, at der kommer færre smitteudbrud på skolerne. Børn bliver smittet i lige så høj grad som voksne, og børnene smitter også videre. Men oftest oplever børnene et langt mildere forløb. Det er oftest uvaccinerede børn, der er smittede.

Børnene får en mere normal hverdag, hvis de bliver vaccineret. Og hvis de bliver vaccineret, vil der også være mindre smitte blandt børnene og fra børn til voksne.

Med den megen smitte som der er i øjeblikket, så anbefales det, at børnene ses med så få som muligt. Men man kan godt ses med enkelte legekammerater.

Nye anbefalinger om nære kontakter

Sundhedsstyrelsen udsendte mandag nye anbefalinger om nære kontakter.
Hvis man er udsat for smitte i familien, skal hele familien i selvisolation, lyder det. Man skal testes på dag fire og seks. Hvis man har været udsat for smitte i skolen, betragtes man ikke som nærkontakt men som anden kontakt. Derfor skal man ikke selvisolere sig, hvis der har været smitte i institutioner eller på skoler.

Indhold på siden: