Gradvis genåbning for rejseaktiviteter

Udmelding 17. juni 2021

Den 26. juni 2021 træder den fjerde og sidste fase af den gradvise genåbning af rejseaktiviteter i kraft. Danmark overgår til en coronapas-baseret tilgang til rejser i EU- og Schengenområdet. Den grønne farve genindføres i rejsevejledningerne.

Den grønne farve indføres for rejserestriktionerne. Det indebærer, at de EU- og Schengenlande og regioner, som i dag er ”gule”, bliver ”grønne”, og samtidig bliver de ”orange” til ”gule” lande og regioner.

Rejserestriktionerne vil overgå til en EU-coronapas-baseret tilgang. Alle EU- og Schengenborgere, herunder danskere, vil kunne få udstedt et EU-coronapas, der kan bruges på tværs af grænserne.

Isolationskravet efter indrejse fra de nye ”gule” (tidligere orange) EU- og Schengenlande og regioner bortfalder. Da alle EU- og Schengenlande enten er ”grønne” eller ”gule” indebærer det, at turister, der rejser fra EU- og Schengenlande, kan indrejse uden at skulle gå i isolation efter indrejse. Samtidig vil danskere kunne rejse hjem fra ferie i EU- og Schengenlande uden at skulle gå i isolation efter hjemkomst.

Testkravet efter indrejse fra de nye ”grønne” EU- og Schengenlande bortfalder, og testkrav forud for ombordstigning på fly fra ”grønne”, ”gule”, og ”orange” lande og regioner bortfalder. Danske rejsende vil således ikke skulle testes før de rejser hjem til Danmark.

Reglerne for medrejsende børn til og med 17 år til tidligere smittede harmoniseres med reglerne for medrejsende børn til vaccinerede, så de ikke vil være omfattet af krav om test- og isolation efter indrejse i Danmark.

Danske erhvervsrejsende, der indrejser efter at have været på en erhvervsrejse i et ”orange” land, undtages fra krav om isolation efter indrejse. Det gælder også i fritiden. Tilsvarende undtages udenlandske erhvervsrejsende fra orange lande, der skal til forretningsmøde i Danmark, fra krav om isolation efter indrejse. De pågældende vil fortsat skulle testes efter de i øvrigt gældende regler.

Alle rejsende, der 10 dage forud for indrejsetidspunktet har opholdt sig i et ”rødt” land eller region (dog ikke transit), skal lade sig teste og gå i isolation efter indrejse. Samtidig skærpes testkravene for røde lande og regioner, så man skal kunne fremvise en PCR-test, som er foretaget højst 72 timer før ombordstigning på fly, og udlændinge, som har fast bopæl i røde lande, skal kunne fremvise en PCR-test, som er foretaget forud for indrejse. PCR-testen må højst være foretaget højst 72 timer før ombordstigning på fly eller forud for indrejsetidspunktet.

Materialer

Læs mere om, hvad der gælder i fase 4 af gradvis genåbning af rejseaktiviteter i denne pressemeddelelse:

Justitsministeriet: Næste skridt i genåbning for rejseaktiviteter træder i kraft 26. juni (jm.dk)

Indhold på siden: