Ny aftale om genåbning d. 22. marts

Udmelding 18. marts 2021

Der er d. 18. marts 2021 indgået en bred politisk aftale om yderligere genåbning i Danmark fra d. 22. marts.

Folketingets partier har aftalt en yderligere genåbning. Genåbningen kommer efter, at Folketingets partier har fået en gennemgang fra sundhedsmyndighederne af både beregninger og kvalitative vurderinger af mulighederne for yderligere genåbning. Beregningerne er foretaget af Ekspertgruppen for modellering.

Følgende yderligere genåbning vil finde sted fra 22. marts 2021: 

Skoler og uddannelser

  • Afgangselever i grundskoler samt på ungdoms- og voksenuddannelser i Region Hovedstaden kan komme tilbage til skoler og uddannelser. Dermed kommer eleverne tilbage på samme måde, som det allerede er tilfældet for afgangselever i resten af landet. Der vil gælde samme vilkår for test som i resten af landet. Genåbningen gælder dog ikke for afgangselever i kommuner med særlig høj smittetryk (incidens).
  • Certifikatfag er i nogle erhvervsuddannelser helt centrale for uddannelsen. Undervisningen er ofte rent praktisk og kan ikke gennemføres virtuelt. Derfor gives mulighed for fuld genåbning og fuldt fremmøde for elever, der skal deltage i certifikatfag og for elever i skolepraktik i hele landet. Der gælder samme vilkår for test som hidtil.

Idræts- og foreningsaktiviteter

  • Forsamlingsforbuddet hæves for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter i organiseret regi fra 25 til 50 personer

Forsamlinger

  • Forsamlingsforbuddet hæves til 10 personer udendørs. Det bemærkes, at sundhedsmyndighederne stadig har de samme anbefalinger om max 5 personer i hjemmet og begrænsning af social kontakt mv.
  • Der åbnes for udendørs gudstjenester mv. med op til 50 personer. Dette ændrer ikke på de gældende regler for indendørs gudstjenester mv.

Der er samtidig indkaldt til nye drøftelser  af mulighederne for yderligere genåbning efter påske.

Indhold på siden: