Bekymrende smittetal

Pressemøde 7. december 2021

Smittetallene er høje, og smitten breder sig hastigt. I dag blev der sat smitterekord med over 6000 nye smittede. Der er nu også samfundsmitte med virus-varianten Omikron.

Deltagerne på pressemødet var (fra venstre) direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, Annette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Lisbet Zilmer-Johns og direktør i Statens Serum Institut, Henrik Ullum.

På pressemødet blev der givet en status på smittesituationen herhjemme. Den er ifølge sundhedsmyndighederne bekymrende. Specielt på grund af den nye virus-variant Omikron. Der kan blive behov for yderligere tiltag for at bremse smitten.

Omikron

Alt tyder på, at Omikron smitter meget, og alt tyder på, at vi har en kraftig vækst i Omikron. Der er nu fundet 398 tilfælde af Omikron i Danmark. Siden i går er der konstateret 137 flere tilfælde. Der findes nu Omikron-smitte i alle regioner i Danmark, og det er ikke længere muligt at stoppe Omikron med smitteopsporing.

Tidligere kom smitten fra rejsende, hvor imod 90 procent nu bliver smittet af varianten i Danmark. Sundhedsmyndighederne kan ikke længere relatere Omikron til en bestemt smittekæde. Der er altså samfundsmitte med den nye variant.

Omikron er en bekymringsvariant. Den spreder sig hastigt. Den er nu fundet på alle kontinenter undtagen Antarktis og i 65 lande. Der er meget sundhedsmyndighederne fortsat ikke ved om den nye variant. Det er endnu uvist, hvordan vaccinerne vil virke mod Omikron.

Sundhedsstyrelsen indførte sidst i november en retningslinje om, at nære kontakter til nære kontakter til smittede med Omikron skulle gå i selvisolation. De retningslinjer er nu revideret for at tage højde for, at Omikron-varianten nu har spredt sig i samfundet, hvorfor anbefalingen om isolation for nære kontakter til nære kontakter bortfalder. Nære kontakter til smittede med Omikron anbefales stadig at gå i isolation.

Høje smittetal

Der er høj smitte i hele samfundet. De hårdest ramte er de ældre, sårbare, børnene og forældregenerationen. Positivprocenten er på 4 procent. Der er i øjeblikket 312 skoler med udbrud, og flere plejehjem og hospitaler oplever udbrud. Der er flere indlæggelser – 465 indlagt og 66 på intensiv.

Vigtig med fokus på vaccinen

Det vigtigste værktøj til at bekæmpe corona er forsat vaccinerne. De er ekstremt effektive til at forhindre alvorlig sygdom og indlæggelser. Hvis vi ikke havde vaccinerne, så ville det se meget værre ud på sygehusene. Der er flest uvaccinerede blandt de indlagte.

Selvom der stadig mangler viden om Omikron, så tyder det på, at vaccinerne vil beskytte mod alvorlig sygdom efter smitte med Omikron-varianten. Vaccinerne har en god klinisk effekt, og det er der rigtig god grund til at tro, at de også vil have ved Omikron.

Der blev på pressemødet igen opfordret til vaccination og revaccination. Og der bliver nu skruet endnu mere op for vaccinationskapaciteten, ligesom man fremrykker invitationerne til tredje stik.

Der er dog også grund til at glæde sig over, at en million nu er blevet revaccineret i Danmark. Endvidere er 90 procent af alle danskere over fem år enten vaccineret eller har booket tid til vaccination.

Brug den rigtige test

Der er i øjeblikket stort pres på testkapaciteten, men der er stadig uudnyttet kapacitet. Det er vigtigt at bruge testkapaciteten rigtigt. Derudover skal man huske at aflyse sin PCR-booking, hvis man alligevel ikke skal bruge den.

Der er specielt et stort pres på PCR-test kapaciteten. Myndighederne beder om, at borgere ikke bruger PCR-tests, medmindre det er nødvendigt. Det skal ske for ikke at overbelaste testsystemet.

Der er kun tre grund til at tage PCR test:

Brug PCR-test hvis du har symptomer, er nærkontakt eller hvis du har fået et positivt svar på en antigen-test.

Tag en antigen-test hvis du skal bruge den til dit coronapas.

I alle andre tilfælde, som hvis du fx ønsker en test før en julefrokost, så opfordres der til at tage en selvtest.

Smitteopsporingen modtog i går, mandag, mere end 43.000 opkald, og mange af disse kunne være undgået, hvis folk var gået direkte ned og havde taget en hurtigtest. Ellers risikerer vi, at PCR-testkapaciteten ikke rækker, og smitteopsporingen vil blive overbelastet.

Indhold på siden