Status på coronasituationen i Danmark

Pressemøde 23. august 2021

På dagens pressemøde blev der givet en status på coronasituationen efter sommeren. Der var specielt fokus på vacciner, og hvor stor betydning vaccinationer har i forhold til at kunne holde samfundet åbent.

Vi står et rigtig godt sted i Danmark i forhold til corona-epidemien. Langt de fleste restriktioner er fjernet. Hverdagen er tilbage for de fleste, og der er en forventning om, at vi i Danmark kan undgå flere store landsdækkende nedlukninger. Årsagen til dette er vacciner. Sådan lød ordene på dagens pressemøde.

Vacciner 

Selvom vi i Danmark står et godt sted, så oplever vi stadig høj smitte grundet Delta-varianten. Men vaccinerne betyder, at sundhedsvæsnet ikke er under pres.

I dag har tre ud af fire danskere fået mindst første stik. Mere end fire millioner er færdigvaccineret. Tallet skal dog gerne højere op, og på dagens pressemøde blev opfordret til, at alle der er inviteret til vaccination benytter sig af muligheden.

I øjeblikket er de fleste smittede og indlagte ikke vaccineret. Yngre patienter udgør nu en stigende andel af de nyindlagte, fordi de ældre aldersgrupper har en meget høj vaccinationsdækning, mens de yngre aldersgrupper ligger for lavt i tilslutning. Særligt gruppen af 20-29-årige har været lidt langsommere til at få booket en tid til vaccination.

Ekstra indsatser 

Der bliver derfor fra Sundhedsstyrelsen sat ind med ekstra indsatser til unge, som fx pop-up vaccination på alle landets ungdomsuddannelser og øget information om gode grunde til at blive vaccineret mod COVID-19.

Unge kan også blive ramt af COVID-19 og få hårde sygdomsforløb med vejtrækningsbesvær, feber, træthed og miste deres smags- og lugtesans. Nogle får senfølger, der kan vare flere måneder.

Der laves også målrettede geografiske indsatser for at opnå en større vaccinationstilslutning.

Tredje vaccinestik

Det forventes, at alle får tilbudt et tredje vaccinationsstik mod COVID-19 på et tidspunkt. Sundhedsmyndighederne er i gang med at undersøge, hvornår et tredje stik kan blive relevant. I første omgang vil der komme anbefalinger af et tredje vaccinationsstik til personer med et meget svækket immunforsvar så som kræftpatienter i kemoterapi.

Støtte til vaccineudvikling 

Danmark står aktuelt i en situation, hvor forsyningen af vacciner mod corona er så god, at alle danskere, der ønsker det, har mulighed for at blive vaccineret. Men det er fortsat usikkert, hvordan COVID-19 udvikler sig, og regeringen forfølger derfor i sin langsigtede vaccinestrategi fortsat en række forskellige spor for at sikre det mellem- og langsigtede vaccineberedskab. Et af sporene er understøttelse af nye danske vaccinekandidater, som har til formål at udvikle og afprøve nye teknologier.

Med udgangspunkt i strategien har regeringen besluttet at støtte Bavarian Nordic med 800 mio. kr. til udvikling af en ny dansk COVID-19 vaccine. På grund af EU’s statsstøtteregler skal EU-kommissionen også godkende, at den danske stat støtter udviklingen af vaccinen. EU-Kommissionen har d.d. godkendt, at den danske stat tildeler tilbagebetalingspligtig statsstøtte på op til 800 mio. kr. til Bavarian Nordics udvikling af en dansk COVID-19 vaccine.

Indhold på siden: