Omikron er nu dominerende i Danmark. 80 procent af alle positive prøver på landsplan er Omikrontilfælde. Dagens høje smittetal på 23.228 skyldes dog ikke fordobling i smitten på et døgn men er i højere grad et teknisk spørgsmål om, at der er opsamlet flere prøvesvar d. 27. december fra dagene inden.
Smitte- og indlæggelsestal
Selvom de høje smittetal er bekymrende, går det ikke så skidt i Danmark, som man kan få indtryk af, når man sammenligner med smitten i andre lande. De høje smittetal i Danmark skyldes især, at vi tester mere end andre lande, og at vi har meget præcise tal, lyder det fra sundhedsmyndighederne på dagens pressebriefing.
Med de høje smittetal ses der også et stigende antal indlagte på sygehusene. Men indlæggelsestallene er ikke lige så bekymrende som sidste vinter, da det nuværende høje smittetryk ikke medfører til indlæggelser på samme niveau. Det skyldes, at de tiltag, vi har indført i Danmark, virker. Primært er de lavere indlæggelsestal et resultat af, at vaccineindsatsen virker.
Vacciner
Epidemien er drevet af Omikron. Smittetallene er fire til fem gange højere end sidste år. Der ses også stigning i indlæggelsestal, men de er langt under sidste år. Og på grund af vaccinerne, er indlæggelsestiden kortere.
Man er som individ godt beskyttet mod alvorlig sygdom, hvis man er vaccineret. Man kan godt blive smittet. Men man bliver formentlig ramt i mildere grad og får et kortere forløb, hvor man ikke i så stor udstrækning smitter andre.
Sandsynligheden for at komme på intensivafdeling er ifølge Statens Serum institut også langt mindre for vaccinerede, der bliver ramt af covid-19 sammenlignet med uvaccinerede.
Der lød på briefingen igen en opfordring fra sundhedsmyndighederne til at lade sig vaccinere og få 3. stik. Samt en opfordring til, at forældre lader deres børn vaccinere.
Omikron
Der er kommet flere nye studier de seneste dage, bl.a. er der kommet et studie fra Sydafrika, der viser, at Omikron sandsynligvis er mindre alvorlig end deltavarianten. I Danmark arbejdes der på lignende studier af Omikron.
Udviklingen af antallet af indlæggelser ser ud til at ligge i den positive ende af myndighedernes prognose fra tidligere i december. Vaccinen giver en beskyttelse på 55 procent mod Omikron-varianten lige efter 2. stik og i perioden lige efter 3. stik. Det er lavere end for Delta-varianten. Selvom vaccinerne ikke bremser Omikron så godt som, de bremser Delta, er de derudover stadig effektive mod alvorlig sygdom og død.
Indlæggelse med COVID-19
Der har været debat om indlæggelsestallene og, hvorvidt de i tilstrækkelig grad afspejler, hvorvidt patienter er indlagt på grund af COVID-19 eller med covid-19. Vurderingen fra Statens Serum Institut lige nu er, at ud af de patienter, der har COVID-19 ved indlæggelse, er 26 procent af patienterne ikke indlagt på grund af COVID-19. De 26 procent trækker dog stadig flere ressourcer fra sundhedsvæsenet, da de skal isoleres, og da personalet skal bruge værnemidler, når de er i kontakt med dem.
Testkapacitet øges i januar
Der var pres på testsystemet op til jul. I de sidste fire dage op til jul, blev der foretaget næsten 2 millioner test. I den kommende tid forventes der forsat travlhed ved testcentrene grundet de høje smittetal. Derfor vil testkapaciteten blive opgraderet i løbet af januar. Selvtests får en større plads i testindsatsen. I alt er der bestilt 65 millioner selvtests til offentlige institutioner.
I takt med, at de bliver leveret, vil de blive udrullet til flere og flere offentlige institutioner, så som skoler, plejehjem og sygehuse.
Med det store pres på testsystemet, er det vigtigt, at vælge den rigtige test.
Vælg derfor kun PCR-test, hvis:
- Du har symptomer
- Du er nærkontakt (dvs. i husstand eller lignende med en smittet). Det er kun testen på 4. dag, som skal være en PCR-test
- Du har fået en positiv hurtigtest eller selvtest
Hurtigtest kan benyttes til at få gyldigt coronapas, eller hvis du er nærkontakt til en smittet og skal testes på 6. dagen.
Selvtest kan benyttes til test for en sikkerhedsskyld fx i forbindelse med socialt arrangement eller hvis du får en besked i smittestop-App’en.
Gode råd til nytårsfejring
Sundhedsmyndighederne vil ikke komme med en konkret vejledning til, hvordan danskerne skal holde nytår eller hvor mange, man må holde med. Men der opfordres til at holde et stille og roligt nytår, hvor man begrænser, hvor mange man ser. Og til, at man husker de gode råd så som at spritte af, lufte ud og holde afstand, særligt også når der er alkohol involveret.