Strategi for håndtering af covid-19 frem til foråret 2023

Pressemøde 22. juni 2022

Smitten med coronavirus stiger igen i Danmark, og derfor skal der tages nogle forholdsregler. Særligt udsatte grupper får fra begyndelsen af næste uge tilbud om revaccination mod covid-19. Målet er at undgå alvorlig sygdom.

Deltagere på pressemødet (fra venstre): Administrerende direktør på Statens Serum Institut Henrik Ullum, Sundhedsminister Magnus Heunicke, Statsminister Mette Frederiksen og Direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm. 

Dagens pressemøde handlede om to ting: Regeringens covid-19 strategi for efteråret og vinteren og den aktuelle situation med stigende smitte i samfundet.

Vi har en ny variant, som spreder sig hurtigt i Europa og herhjemme. Smitten har været stigende gennem de sidste tre uger. Det er sket tidligere end forventet, og når det sker, er vi nødt til at handle, som vi gør nu. Det gør vi først og fremmest for at beskytte ældre og sårbare.

Vi skal også nyde sommeren

Det er længe siden, at der har været pressemøde om covid-19. Det er fordi, vi står et godt sted. Selvom vi ser, at smitten stiger igen, og at vi skal vaccineres igen, så er meget anderledes. Vi skal nyde sommeren uden covid-19 restriktioner. Der venter store begivenheder forude med både Roskilde Festival, Tour de France i Danmark og Landsstævne.

Revaccination

Særligt udsatte grupper får fra begyndelsen af næste uge tilbud om revaccination mod covid-19. De praktiserende læger vil over sommeren kunne ordinere revaccination til særligt sårbare for at komme alvorlig sygdom i forkøbet. Ud over revaccination til særligt sårbare, skal vi gøre alt, hvad vi kan for at holde smitten ude af plejehjemmene.

Derfor opfordres ansatte på plejehjem til test flere gange om ugen.

2,5 millioner danskere tilbydes revaccination til efteråret. Fra 15. september bliver vaccineplanen rullet ud, hvor de ældste og sårbare får tilbudt revaccination, og fra 1. oktober bliver revaccination tilbudt til borgere over 50 år.

Der er meget, der tyder på, at det ikke bliver sidste gang, at vi skal tage imod en revaccination. Vi håber, alle vil tage imod tilbud om vaccination igen. Vaccinerne er vores bedste værn.

Ny strategi for håndtering af covid-19 frem til forår 2023

Der er fire hovedmål for håndteringen af covid-19 over de kommende måneder:

  • Redde menneskeliv – beskytte ældre og sårbare
  • Undgå overbelastning af sygehusene
  • Holde hånden under økonomi og arbejdspladser
  • Undgå nedlukninger og restriktioner

Nuværende smittetal

Dagens smittetal er på 1958. Det er anden dag i træk med næsten 2000 smittede. På sygehusene er 249 indlagte, hvilket er et lavt og stabilt niveau. BA.5 udgør 59 procent af de positive tilfælde. Det er voldsomme tal, men stadig på et lavt niveau i forhold til, hvad vi har prøvet tidligere.

Den nye BA.5 variant er mere smitsom, men giver ikke mere alvorlig sygdom. Vi har set på, hvordan varianten har udviklet sig i andre lande som bl.a. Portugal og Sydafrika.

I øjeblikket har vi sæsoneffekten med os. Det hjælper, at vi er mere udendørs.

Forbereder tre forskellige scenarier

Der er forventning om nye mutationer og varianter. Men udviklingen er så uforudsigelig, at myndighederne forbereder sig på flere forskellige scenarier til efterår og vinter.

Første scenarie er en smittebølge med en undervariant af omikron, som vi ser i øjeblikket.

Andet scenarie er en ny variant, der minder om delta-varianten. Det vil kunne betyde højere risiko for sygdomsbyrde.

Tredje scenarie er en ny variant, der kan undvige immuniteten i befolkningen.

Man kan ikke sige, at et scenarie er mere sandsynligt end det andet. Vi bliver nødt til at være forberedte på det hele. Det vi ved er, at vi skal handle hurtigt og effektivt, så vi kan fastholde et åbent samfund. Det er vigtigt at holde fast i de afgørende redskaber.

Test er fortsat et vigtigt redskab

Test er stadig en vigtig del af strategien for håndtering af covid-19. Det samme er overvågning af spildevand. Hvis smitten stiger yderligere til efteråret, kan vi hurtigt opskalere til 200.000 daglige PCR-test. Men det bliver ikke planen at sætte telte op med lyntest.

Det er vigtigt med test, da det giver mulighed for hurtigt at behandle dem, som bliver meget syge. Man ser nu på at lave et EU-indkøb af tabletter til en ny behandling for at forebygge voldsomme sygdomsforløb.

Forebyggelse af sygdom

I øjeblikket ser vi smitte drevet af en ny variant. Kigger vi på andre lande, så kan vi se, at bølgen aftager efter et par måneder. Vi holder nøje øje med tallene.

De praktiserende læger vil over sommeren kunne ordinere revaccination til særligt sårbare for at komme alvorlig sygdom i forkøbet.

Myndighederne planlægger ud fra, at der kommer en coronabølge til vinter.

Vi ved, at når vi kommer ind i den kolde tid, får vi mere smitte. Vores strategi er, at vi har et samfund uden restriktioner, men med et basisniveau af sygdomsforebyggelse.

Fokuspunktet kommer fremadrettet til at være forebyggelse af sygdom, nærmere end at begrænse smitten. I den strategi er tre ting vigtige: Målgruppe, timing for vaccine og at vælge den rigtige vaccine.

I forhold til målgruppe er alder den afgørende faktor, og derfor laver vi et meget klart alderssnit.

I timingen af vacciner er det vigtigt, at vacciner må ikke komme for tidligt eller for sent, og derfor er 15. september sat af til de ældre, mens der er åbnet for alle over 50 år fra 1. oktober.

I forhold til valg af vaccine fortsætter myndighederne med at tilbyde vacciner fra Pfizer og Moderna. Der er ved at blive udviklet vacciner, der er rettet mod specifikke varianter, men det er ikke sikkert, at de vil være klar til de kommende vaccineudrulninger.

BA.5-varianten

I øjeblikket sker der tæt på en fordobling af BA.5-varianten hver uge. Men at det sker i sommersæsonen kan betyde, at coronabølgen bliver mindre, mens vaccinerne beskytter mod alvorlig sygdom.

Ser vi på de foreløbige indlæggelsestal, kan vi ikke se en øget risiko for at blive indlagt med BA.5 i forhold til den tidligere variant BA.2, som Danmark har haft en stor bølge med.

I både Portugal og Sydafrika har man også set smittebølger med BA.5-varianten, men der er erfaringen, at bølgen har været mindre end tidligere bølger. Men i både Portugal og Tyskland har man alligevel set, at der har været en overdødelighed i befolkningen under smittebølgen, og derfor giver det ifølge sundhedsmyndighederne mening at tilbyde vaccine til de ældste og mest sårbare.