Opdaterede vacciner på vej til Danmark

Pressemøde 2. september 2022

Danmark står et godt sted inden den kommende vaccinationsudrulning til dele af befolkningen. Der er nye opdaterede vacciner på vej til Danmark, og allerede fra den 15. september vil de første kunne modtage et stik.

Værter ved pressemødet var (fra venstre) faglig direktør i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause, sundhedsminister Magnus Heunicke, direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, og direktør i Lægemiddelstyrelsen Lars Bo Nielsen.

Når sæsonerne skifter ved vi, at smitten med covid-19 stiger. Derfor blev det danske vaccinationsprogram præsenteret på et pressemøde fredag den 2. september 2022.

I Danmark står vi et godt sted på alle parametre. Smittetallene hen over sommeren har været højere end de foregående år, men det har været forventet med omikron-varianten, der er mere smitsom end tidligere varianter.

Vi ved, at når sæsonen skifter, så får vi nye udfordringer med smitte. Derfor skal vi være godt forberedt og gøre tingene på den rigtige måde.
Her er vaccinerne helt afgørende.

4,5 millioner opdaterede vacciner på vej til Danmark

Danmark har sikret sig en samlet leverance på 4,5 millioner doser af den helt nye variantopdaterede vaccine, der bliver leveret i september måned. Det betyder, at vi har de nyeste, opdaterede vacciner, der giver bedst mulig beskyttelse.

Og timingen er rigtig god i forhold til vaccinationsindsatsen, da vi gerne vil vaccinere før en ny efterårsbølge starter.

Allerede fra den 15. september er man klar til at vaccinere plejehjemsbeboere og alle borgere, der er fyldt 85 år.

Hvem får tilbudt vaccine?

Den nye vaccine bliver tilbudt til alle personer, der er fyldt 50 år. Men vil også - som en ekstra sikkerhedsforanstaltning – blive tilbudt til sundheds- og plejepersonale, der har tæt kontakt til ældre i særlig øget risiko, til gravide og til pårørende til særligt sårbare personer.

Disse grupper vil kunne få et stik med den nye vaccine fra og med den 1. oktober.

Ny vaccine virker bedre

Den nye variantopdateret vaccine er opdateret, så den passer præcist til omikron. Den virker både bredere og bedre.

Eksperterne har også det seneste stykke tid intensivt undersøgt bivirkningerne ved vaccinerne, og de er ikke anderledes end for den oprindelige version. Den virker bare bedre mod omikron.

Skal beskytte den enkelte

Formålet med at vaccinere er ikke længere at bremse smitten, men at forebygge alvorlig sygdom, indlæggelse og død.

Derfor er det også aldersbetinget, hvem der får vaccinen, og derfor har Sundhedsstyrelsen også udvidet gruppen af personer, der kan modtage vaccinen.

Omikron-varianten BA.5 har drevet den sommerbølge, der har været i Danmark, og forventningen er, at den vil fortsætte med det i vinterhalvåret.

Den er ikke lige så sygdomsfremkaldende som alfa- og delta-varianterne. Men selvfølgelig kan man blive syg. Og jo ældre man er, jo større risiko har man for at blive syg. Derfor skal man også tage vaccinen for sin egen skyld. Men selvfølgelig også for at forhindre, at sygehusvæsenet bliver presset.

Særligt vigtigt at de ældre får et stik

Vaccinationen giver en effektiv beskyttelse mod alvorlig sygdom, men aftager over tid. Vi ved at en yderligere revaccination virker, og at naturlig infektion oven på vaccination giver yderligere beskyttelse, men også at den aftager over tid.

De ældre har ikke været smittet i samme omfang som de unge, hvorfor det er særligt vigtigt at denne gruppe bliver vaccineret.

Bedre vilkår for smitte i vinterhalvåret

Da vi ved, at vores immunitet aftager og at luftvejsvirus spredes bedre i vinterhalvåret, forventer vi også smittestigning. Og det gælder også for influenza og andre luftvejsvirus.

Derfor er vaccinationsprogrammet særlig vigtigt i år. Timingen er god. Der er vacciner nok. Og med en stor opbakning kan vi komme gennem efterår og vinter i et åbent samfund og undgå belastning af sundhedsvæsenet.

De første grupper kan forvente at få stikket med den nye vaccine den 15. september, mens de resterende grupper kan få fra 1. oktober.

Du kan se hele planen og hvilke grupper, der er inkluderet, hos Sundhedsstyrelsen:

Efterårets vaccinationer mod covid-19 og influenza skal hjælpe os gennem vinteren (sst.dk)