For udlændinge med fast bopæl i grænselandet

På denne side kan du læse om de gældende retningslinjer for udlændinge med fast bopæl i grænselandet, det vil sige Slesvig-Holsten i Tyskland, Sydsverige (Blekinge og Skåne len) og Västsverige (Hallands og Västra Götalands len).


Særligt for færdigvaccinerede

Alle færdigvaccinerede danske statsborgere kan rejse ind og ud af Danmark uden at være omfattet rejserestriktionerne. Færdigvaccinerede udlændinge, herunder turister, med fast bopæl i et EU- eller Schengenland samt Andorra, San Marino, Monaco og Vatikanstaten, et OECD-land eller et gule tredjeland er også undtaget. Det indebærer, at man ikke er omfattet af krav om test forud for ombordstigning på et fly til Danmark og forud for indrejse i Danmark, ligesom man heller ikke er omfattet af krav om test og isolation efter indrejse i Danmark. For udlændinge med fast bopæl i orange OECD-lande indebærer det også, at man er fritaget fra krav om anerkendelsesværdigt formål ved indrejse. Dette gælder dog ikke, hvis du har fast bopæl i et rødt land, og hvis indrejse sker fra lande eller regioner, som på indrejsetidspunktet er kategoriseret som røde.

Du skal opfylde en række betingelser for at blive betragtet som ”færdigvaccineret”. Se nedenfor.

Læs mere om undtagelserne fra krav om test og isolation efter indrejse

For at blive betragtet som færdigvaccineret ifm. rejserestriktionerne gælder følgende krav: 

  • Vaccinen skal være godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA.
  • Der skal være gået minimum 2 uger og maksimalt 8 måneder siden vaccinationsforløbet blev gennemført.
  • AstraZeneca som første stik og en mRNA-vaccine (Moderna eller Pfizer/BioNTech) som andet stik, gælder også som gennemført vaccinationsforløb. 
  • Du skal have fast bopæl i et gult eller orange EU- eller Schengenland samt Andorra, San Marino, Monaco og Vatikanstaten, et gult eller orange OECD-land eller et gult tredjeland og have gennemført vaccinationen i et EU- eller Schengenland samt Andorra, San Marino, Monaco og Vatikanstaten, et OECD-land eller et gult tredjeland. Danske statsborgere kan dog også have fast bopæl i og/eller være vaccineret i tredjelande, som ikke er gule eller OECD-lande. 

EMA har indtil videre godkendt følgende vacciner mod COVID-19:

  • Pfizer BioNtech (Comirnaty) (kræver 2 stik)
  • Johnson & Johnson - Janssen Pharmaceutical (COVID19 Vaccine Janssen). (OBS! For Janssen-vaccinen kræves kun 1 stik)
  • Moderna (COVID-19 Vaccine Moderna) (kræver 2 stik)
  • AstraZeneca (Vaxzevria, tidligere COVID-19 Vaccine AstraZeneca) (kræver 2 stik)

Færdigvaccinerede indrejsende skal kunne dokumentere et gennemført vaccinationsforløb i forbindelse med indrejse i Danmark for at blive undtaget fra rejserestriktionerne.

Følgende oplysninger skal fremgå af dokumentationen:

  • Navn
  • Fødselsdato
  • Målsygdom/”vaccination imod”
  • Vaccinenavn
  • Vaccinestatus
  • Effektueringsdato – tidspunkt for 1. og 2. vaccination (ved vaccinationsforløb hvor 2. stik er nødvendig)

Børn og unge under 18 år, der indrejser sammen med en forælder, som er færdigvaccineret, er undtaget fra krav om at have et anerkendelsesværdigt formål (kun relevant, hvis man har bopæl i et orange tredjeland eller rødt land eller region) samt kravet om isolation efter indrejse med henblik på at kunne indrejse i Danmark sammen med sin forælder.

Børn og unge fra og med 15 år er fortsat omfattet af kravet om at kunne fremvise en negativ COVID-19-test ved ombordstigning på et fly til Danmark, hvis man rejser fra orange og røde lande eller regioner, samt kravet om at kunne fremvise en negativ test forud for indrejse uanset om de rejser med en færdigvaccineret forælder.

Læs mere om krav om negativ COVID-19-test forud for indrejse længere nede på denne side.

Læs mere om krav om test og isolation efter indrejse i Danmark

Læs mere om krav om test forud for ombordstigning på fly

Danske statsborgere, herunder udlandsdanskere, der kan dokumentere at have gennemført et vaccinationsforløb med en EMA-godkendt vaccine i Danmark eller i udlandet er ikke omfattet af de danske rejserestriktioner. Det betyder, at de undtages for test og isolation, når de rejser til Danmark, medmindre de indrejser fra et rødt land eller region. 

En udlænding med fast bopæl i og færdigvaccineret i et orange EU- eller Schengenland og indrejser fra et orange land. Vedkommende vil i dette tilfælde være fritaget fra kravet om fremvisning af en negativ COVID-19-test forud for indrejse i Danmark. Vedkommende vil ligeledes være undtaget fra krav om fremvisning af en negativ COVID-19-test forud for ombordstigning på fly samt krav om test og isolation efter indrejse i Danmark.

En udlænding med fast bopæl i og færdigvaccineret i et orange EU- eller Schengenland og indrejser fra et rødt land. Den pågældende udlænding vil i så fald være omfattet af krav om test forud for ombordstigning på fly til Danmark og omfattet af krav om test og isolation efter indrejse i Danmark, idet vedkommende indrejser fra et rødt land. Da vedkommende har fast bopæl i et orange EU- eller Schengenland er vedkommende dog undtaget fra kravet om test foretaget 48 timer før indrejsetidspunktet. 

Andre regler du også skal være opmærksom på

Test og isolation efter indrejse

Alle, der rejser ind i Danmark, skal som udgangspunkt testes efter indrejse og isolere sig i 10 dage. Der gælder dog en række undtagelser.

Læs mere om krav om test og 10 dages isolation efter indrejse i Danmark

Test før ombordstigning på fly

Alle, der rejser ind i Danmark med fly, dvs. også danske statsborgere og udlændinge med fast bopæl i eller gyldig opholdstilladelse til Danmark, fra orange og røde lande eller regioner skal som udgangspunkt kunne fremvise en negativ COVID-19-test ved ombordstigning på flyet. Det gælder dog ikke, hvis du er omfattet af reglerne for vaccinerede eller tidligere smittede med COVID-19.

Læs mere om krav om test forud for ombordstigning på fly

Generelt for indrejse i Danmark

 

Gyldig rejselegitimation

Læs om gyldig rejselegitimation i forbindelse med grænsekontrol ved indrejse i Danmark.

Læs om rejselegitimation på politi.dk

Anden relevant dokumentation

Relevant officiel dokumentation, der indeholder adresse, inkl. land og evt. region, suppleret af et pas eller andet gyldigt billede-ID.

Udlændinge, der udviser tydelige sygdomstegn, som fx feber, hoste eller lignende, vil ikke få lov til at rejse ind i Danmark.

Du kan ikke få en forhåndstilladelse til at rejse ind i Danmark. Rigspolitiet har udarbejdet et dokument med information om netop dette, der kan være en hjælp til boarding på fly. Bemærk, at dette ikke er en garanti for boarding. 

Att. airline companies operating routes to or from Denmark (PDF)

Landgang for passagerer og besætningsmedlemmer ombord på krydstogtskibe og andre passagerskibe, der er indrettet til mere end 100 passagerer, og som ikke sejler på en fast rute med regelmæssig ankomst og afgang i en dansk havn, kræver konkret tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, jf. bekendtgørelse nr. 665 af 16. april 2021 om forbud mod landgang for krydstogtskibe m.v. i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).

For udlændinge med fast bopæl i grænselandet

Udlændinge med fast bopæl i grænselandet, dvs. Slesvig-Holsten, Sydsverige (Blekinge og Skåne len) og Västsverige (Hallands og Västra Götalands len), må rejse ind i Danmark, hvis de kan  fremvise en negativ COVID-19-test uanset formålet med indrejsen. Testen må være foretaget højest 72 timer før indrejsetidspunktet.

 

Krav om dokumentation for negativ COVID-19-test

Politiet foretager ved grænsekontrollen en kontrol af den indrejsendes testcertifikat (dokumentation for en negativ COVID-19-test).

Testcertifikatet skal opfylde en række betingelser for at kunne anerkendes ved indrejse i Danmark. Læs mere nedenfor.

Politiet anerkender kun testcertifikater, der foreligger på de skandinaviske sprog, tysk, engelsk, fransk, spansk eller italiensk.

Testcertifikatet skal enten være:

  • Udstedt af en sundhedsydelsesudbyder.
  • Udfyldt og underskrevet af en fagligt uddannet sundhedsperson.
  • Udfyldt og underskrevet af en uddannet, udpeget og autoriseret supervisor, der kan supervisere podning og håndtering af podningen i forbindelse med superviseret antigentestning, som det f.eks. foregår på uddannelsesområdet i Danmark.

Testcertifikatet må ikke være udfyldt af den samme person, som certifikatet er udstedt til eller dennes nærtstående. Det indebærer f.eks., at hjemmetest, der kan købes i et supermarked, ikke vil blive anerkendt.

Navn på den testede, tidspunkt for testtagning og udsteder af certifikatet skal fremgå klart.

Testen må ikke være inkonklusiv (inkonklusiv betyder, at testen ikke har vist et klart svar, eller at analysen er mislykkedes).

Der stilles på nuværende tidspunkt ikke krav om, at en negativ COVID-19-test skal være af en bestemt type. Der skal være tale om en test, der kan påvise, om personen er smittet med COVID-19. Det indebærer, at fx både PCR-test og antigentest accepteres i forbindelse med indrejse, hvorimod antistoftest ikke lever op til kravet. Superviserede selvtests, herunder dem, der benyttes på børne- og undervisningsområdet, lever også op til kravet. Derimod lever hjemmetests, som kan købes i supermarkedet, og som udføres af den pågældende selv, ikke op til kravet. 

Politiet afviser udlændinge med fast bopæl i grænselandet, hvis der er tvivl om et testcertifikats validitet.

Du har muligheden for at benytte dig af nedenstående erklæring, der lever op til de ovennævnte krav.

Erklæring til brug for negativ COVID-19-test (engelsk)

Du skal kunne fremvise en negativ COVID-19-test, der er foretaget højst 72 timer før indrejsetidspunktet.

Hvis du fx blev testet tirsdag kl. 16.00, skal du nå at have dokumentationen for den negative test og rejse ind i Danmark senest fredag kl. 16.00. Efter den fredag kl. 16.00 vil dit testresultat ikke kunne bruges til indrejse i Danmark.

 

Der gælder ikke krav om en negativ COVID-19-test for nedenstående persongrupper:

  • Børn under 15 år (det vil sige til og med 14 år).
  • Udlændinge, der indrejser med henblik på godstransport, med mindre de pågældende udlændinge har fast bopæl i røde lande, hvor de i så fald skal kunne fremvise en negativ COVID-19-test, der er foretaget højst 48 timer før indrejsetidspunktet.
  • Udlændinge, der udgør besætning på fly (både i aktiv og passiv tjeneste), som indrejser efter at have udført arbejde eller varetaget sådan en funktion i udlandet og er i transit.
  • Udlændinge, der udgør besætning på tog, bus, skib eller taxi eller anden erhvervsmæssig persontransport, der kræver tilladelse efter taxiloven, og er i transit.
  • Udlændinge, der indrejser i udrykningskøretøjer anvendt til aktiv tjeneste.*
  • Udlændinge, som kan fremvise en positiv PCR-test foretaget mindst 14 dage og højst 180 dage før indrejsetidspunktet, idet personen ikke længere antages at være smitsom. Det positive testresultat skyldes inaktivt virus RNA. Kravene til et positivt testcertifikat er de samme som for et negativt testcertifikat. Læs mere ovenfor. 
  • Udlændinge, som er i transit via Danmark, men ikke indrejser i Danmark, eksempelvis i forbindelse med flytransit, hvor man ikke forlader transitområdet. De skal dog som udgangspunkt stadig leve op til kravet om fremvisning af en negativ COVID-19 test foretaget højst 48 timer før ombordstigning på et fly til Danmark, hvis de rejser fra orange og røde lande eller regioner.
  • Udlændinge, som har fast bopæl i et EU- eller Schengenland samt Andorra, San Marino, Monaco og Vatikanstaten, et OECD-land eller et gult tredjeland, og som er færdigvaccineret med en EMA-godkendt vaccine i et EU- eller Schengenland samt Andorra, San Marino, Monaco og Vatikanstaten, et OECD-land eller et gult tredjeland. Du skal opfylde en række betingelser for at blive betragtet som ”færdigvaccineret”. Se mere øverst på siden.

*Det bemærkes, at udlændinge der indrejser i ”pensionerede” redningskøretøjer anvendt til eksempelvis studenterkørsel, veteranbilkørsel eller hobbybrug ikke er omfattet af undtagelsen til testkravet.

Indhold på siden:

Myndighedernes hotlines

Obs! Vi modtager i øjeblikket rigtig mange opkald til coronaopsporingen for nære kontakter. For at undgå kø, anbefaler vi, at du ringer senere.

Er du smittet eller nær kontakt til en smittet, kan du kontakte vores hotline på:

tlf. (+45) 32 32 05 11

Her kan smittede få hjælp til bl.a. kontaktopsporing, og nære kontakter kan få rådgivning om fx isolation og henvisning til test.

Åbningstider: Alle dage kl. 08.00-22

Du skal testes mellem 1 og 3 gange. Det afhænger af, hvor tæt og hvor længe du har været på den smittede. Det får du hjælp til at få afklaret, når du taler med vores hotline.

Kan du se, vi har ringet, eller har du modtaget en besked fra os, må du meget gerne ringe tilbage til os.

Læs mere, hvis du er smittet eller er nær kontakt til en smittet

Udlændinge, der rejser ind i Danmark, vil blive afvist ved de indre og ydre danske grænser, med mindre de opfylder kravene til indrejse.

Hvis du ikke kan finde svar på hjemmesiden, kan du ringe til politiets hotline om indrejse eller transit i Danmark.

Ring på telefon (+45) 70 20 60 44

Hotlinen er åben:
Mandag-onsdag kl. 08.00-16.00
Torsdag kl. 08.00-15.00
Fredag kl. 08.00-14.00
Hotlinen er lukket i weekender og helligdage.
 

Udenrigsministeriet Borgerservice besvarer spørgsmål om udrejse og rejsevejledninger.

For spørgsmål ang. rejse i udlandet, kan du henvende dig til Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter hele døgnet:

Ring på telefon (+45) 33 92 11 12

E-mail: [email protected]

Vi gør opmærksom på, at Udenrigsministeriets Borgerservice ikke har mulighed for at besvare henvendelser om indrejse eller transit i Danmark, herunder om anerkendelsesværdige formål. Spørgsmål om indrejse i Danmark og vurderinger af, hvad der i konkrete situationer udgør anerkendelsesværdige formål, hører under politiets hotline vedr. indrejse i Danmark.

 

Myndighedernes fælles coronahotline svarer på spørgsmål om coronavirus generelt.

Ring på telefon (+45) 70 20 02 33 

Hotlinen er åben: Alle dage kl. 06.00-24.00

Hvis du et par dage efter din sidste vaccination stadig ikke kan se dit Coronapas for COVID-19 vaccination på sundhed.dk, kan det skyldes, at dine vaccinationer er registreret forkert i systemet. 

Det er regionerne, der er ansvarlige for registreringerne ved vaccinationen, og du skal derfor henvende dig til den regionale vaccinehotline, som kan hjælpe med at rette fejlregistreringen.
 
Du kan finde telefonnr. for de enkelte regioner herunder: 

  • Region Hovedstaden: 38 66 00 00 
  • Region Sjælland: 70 20 42 22 
  • Region Syddanmark: 99 44 07 17
  • Region Nordjylland: 97 64 84 63
  • Region Midtjylland: 78 41 48 40

Hvis du ikke har NemID 

Hvis du har afsluttet dit COVID-19 vaccinationsforløb og er fritaget fra digital post, vil du automatisk få tilsendt et Coronapas for COVID-19 vaccination med fysisk post.