Det skal du vide, hvis dit barn skal testes

Følgende er gældende, hvis dit barn skal testes i et af testcentrene på kortet her på coronasmitte.dk.

Gå til kort over COVID-19 testcentre

Aldersbegrænsninger

  • PCR-test af børn mellem 2-14 år: For børn i alderen 2-14 år kan du som forældremyndighedsindehaver bestille tid til PCR-test på coronaprover.dk ved at logge ind med dit NemID. Vær opmærksom på, at der kan gælde andre aldersbegrænsninger i nogle af PCR-testcentrene. Du kan se aldersbegrænsninger ved det enkelte teststed.
  • PCR-test af børn under 2 år: Hvis dit barn er under 2 år, skal du altid ringe til din praktiserende læge for vurdering og henvisning til PCR-test. Du kan kun bestille tid til børn under 2 år, hvis barnets læge er blevet kontaktet, og lægen har oprettet en henvisning.
  • Hurtigtest af børn fra 6 år: Børn fra 6 år kan blive testet ved hurtigteststederne.

Test af børn kræver samtykke

Test af børn under 15 år kræver samtykke fra en forældremyndighedsindehaver. Det gælder både ved test med og uden tidsbestilling. Der er udelukkende mulighed for test uden forudgående tidsbestilling ved hurtigteststederne, mens der som udgangspunkt skal bestilles tid til en PCR-test. Mulighederne for afgivelse af samtykke er beskrevet nedenfor.

Samtykke via tidsbestilling på coronaprover.dk

For børn i alderen 2-14 år kan du som forældremyndighedsindehaver bestille tid til PCR-test på coronaprover.dk ved at logge ind med dit NemID. Når du bestiller tid, har du samtidig givet samtykke til, at dit barn må blive testet.

Det er ikke muligt at bestille tid til en hurtigtest.

Samtykke til test af børn uden tidsbestilling

Du kan give samtykke til, at dit barn må blive testet uden tidsbestilling på følgende måder:

  1. Du følger som forældremyndighedsindehaver selv barnet til teststedet og afgiver samtykket mundtligt.
  2. Du giver telefonisk samtykke til poderen om, at dit barn må blive testet.

Der er udelukkende mulighed for test uden tidsbestilling ved hurtigteststederne, mens der som udgangspunkt skal bestilles tid til en PCR-test.

Indhold på denne side