Hvad må jeg, når jeg er vaccineret?

Når du er vaccineret, har du en god beskyttelse mod COVID-19. Derfor lempes nogle af de smitteforebyggende anbefalinger gradvist for færdigvaccinerede personer. Du kan bruge vaccination som dokumentation i coronapasset.

Når du er færdigvaccineret, er du godt beskyttet mod COVID-19. Det gælder også, hvis du er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved COVID-19.

Vaccinerne er dog ikke 100 pct. effektive, og der er derfor en lille risiko for, at du kan blive smittet og syg med COVID-19, selvom du er fuldt vaccineret. 

Får du som færdigvaccineret besked om, at du er nær kontakt, og du ikke har symptomer på COVID-19, behøver du ikke gå i selvisolation. Sundhedsmyndighederne anbefaler dog stadig, at du bliver testet to gange som nær kontakt.

Udvikler du symptomer på COVID-19, bør du gå i selvisolation.

Har du fået første stik og ikke er færdigvaccineret, skal du følge de samme anbefalinger, som hvis du ikke er vaccineret. Du skal altså sørge for at blive testet to gange og gå i selvisolation frem til andet negative testsvar, hvis du får at vide, at du er nær kontakt.

Fortsæt med at følge de generelle anbefalinger

Det vides endnu ikke hvor længe vaccinerne giver beskyttelse. Så indtil flere personer er vaccinerede, anbefales det derfor stadig, at du overholder de generelle råd i det offentlige rum - også selvom du er færdigvaccineret.

Kan jeg smitte andre, selvom jeg er blevet vaccineret?

Det tyder på, at vaccinerne bidrager til at forebygge smittespredning. Det er dog endnu ikke dokumentation nok fra studier til at afgøre, om vaccinerede borgere kan bære smitten videre uden selv at have symptomer på COVID-19.

Uanset hvad, vil man som vaccineret fortsat kunne overføre smitte fx via berøring af genstande med urene hænder. Derfor er det vigtigt at følge de generelle anbefalinger til at forebygge smitte med COVID-19. 

Vaccination som coronapas

Du kan bruge vaccination som dokumentation i coronapasset. Din vaccination vil være gyldig som dokumentation fra 14 til 42 dage efter din første vaccination. Du vil derudover have et gyldigt coronapas umiddelbart efter, at du er færdigvaccineret, hvis dit vaccinationsforløb kræver flere doser. Hvis dit vaccinationsforløb alene består af én dosis (som fx med Johnson & Johnson), vil dit coronapas først være gyldigt 14 dage efter modtagelse af denne dosis. Når du er færdigvaccineret vil dit coronapas være gyldigt i 8 måneder.

Læs mere om coronapas

Særlige anbefalinger for...

Bliver du som færdigvaccineret ”nær kontakt” til en smittet med COVID-19, kan du undlade at gå i selvisolation, hvis du opfylder to kriterier:

  • Du er færdigvaccineret* (dvs. 14 dage efter 2. vaccination, uanset vaccine)
  • Du har ikke har haft symptomer på COVID-19 siden du var i kontakt med den smittede.

Selvom du er færdigvaccineret, anbefaler sundhedsmyndighederne, at du som ”nær kontakt” bliver testet på samme måde, som hvis du ikke var vaccineret. Udvikler du symptomer på COVD-19 inden for 14 dage efter, at du er blevet eksponeret for smitte, bør du følge anbefalingerne for ”nære kontakter” og gå selvisolation.

Læs mere om at være ”Nær kontakt”

Vaccinationen giver dig en ekstra beskyttelse og nedbringer risikoen for, at du bliver smittet med ny coronavirus og udvikler alvorlige sygdomsforløb. Du behøver derfor ikke at følge særlige forholdsregler som person i øget risiko.

Vaccinationen giver dig mulighed for, at

  • du kan opføre dig som andre vaccinerede, og du behøver ikke tage særlige forholdsregler fx at bruge mundbind i private sammenhænge.
  • du kan deltage i aktiviteter med flere personer, fx gå til fritidsaktiviteter.
  • du kan benytte offentlig transport og handle, uden at begrænse det til tidspunkter uden for myldretiden.
  • du kan som udgangspunkt godt gå på arbejde, som du plejer. Du behøver fx ikke at blive omplaceret. Du bør dog fortsat ikke varetage opgaver, hvor du deltager i pleje, omsorg eller behandling af personer med mistænkt eller bekræftet COVID-19 fx i en akutmodtagelse eller på et COVID-19 afsnit.
  • du som pårørende til en person i øget risiko skal heller ikke omplaceres hvis personen i øget risiko, eller den pårørende, er færdigvaccineret.

Læs mere i Anbefalinger for vaccinerede personer fra Sundhedsstyrelsen (sst.dk)

Vaccinerede personer i øget risiko kan gå på arbejde, som de plejer og behøver ikke blive omplaceret, hvis Sundhedsstyrelsens råd til forebyggelse af smitte overholdes.

Der er dog enkelte undtagelser. Vaccinerede personer i øget risiko for et alvorligt forløb bør fortsat ikke varetage funktioner, hvor de plejer, yder omsorg eller behandler personer med mistænkt eller bekræftet COVID-19, fx på et COVID-19 afsnit på sygehus.

Læs mere i Anbefalinger for vaccinerede personer fra Sundhedsstyrelsen (sst.dk)

Plejehjem, plejeboliger og aflastningspladser mv. hvor mere end 80% af beboerne har modtaget 2. vaccination kan få besøg.

Sociale institutioner, der har besøgsrestriktioner, fordi der er borgere på tilbuddet, som tilhører en risikogruppe, og hvor mere end 80% af beboerne har modtaget 2. vaccination kan også få besøg.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der sker regelmæssig og systematisk test (fx 2 gange ugentligt) af ikke-vaccineret personale, der arbejder på fx plejecentre og botilbud mv., hvor ældre eller personer i øget risiko ved COVID-19 opholder sig.

Den regelmæssige testning bliver anvendt som et screeningsredskab, hvor asymptomatisk personale bliver testet, så det er muligt at finde smittede personer, der upåagtet kan smitte beboere og kollegaer.

Færdigvaccineret personale kan undlade at lade sig teste regelmæssigt.

Vær opmærksom på, at færdigvaccinerede fortsat bør følge anbefalingerne om selvisolation og test ved symptomer på COVID-19.

Anbefalingerne vil fremgå af:

Sundhedsstyrelsens retningslinjer til plejehjem og hjemmeplejen (sst.dk)

Sundhedsstyrelsens Retningslinjer for håndtering af COVID-19 i sundhedsvæsenet (sst.dk)

Har du spørgsmål om vaccination?

Har du generelle spørgsmål om vaccination mod COVID-19, kan du ringe til den myndighedsfælles coronahotline på telefon +45 70 20 02 33.

Har du spørgsmål til for eksempel din tidsbestilling på www.vacciner.dk, skal du kontakte supporten på sundhed.dk på telefon +45 44 22 20 80 eller e-mail: [email protected]

Hvis du er i tvivl, om du kan få vaccinen, anbefaler vi, at du taler med din praktiserende læge.

 

Indhold på siden: